Lubba er min første pony. Jeg købte hende i 2002 hvor hun var 4år gammel. 

Hun har altid haft et jern-helbred, men i efteråret 2014 luftede jeg min mistanke om PPID til dyrlægen, da hun  var langhåret, men havde ikke andre symptomer og dyrlægen mente ikke at hun var den arketypiske PPID-hest.

Men i løbet af 2015 begyndte hun at se mere og mere træls ud: ud over den lange vinterpels var hun blevet vommet, muskelfattig, forsvarede ikke førerpositionen i flokken og fik sur stråle. Kløften i strålen var blevet dyb. Hun blev langtået, urinerede lidt men hyppigt og hun havde mange indvoldsorm. Hun virkede skiftevis øm på det ene og så det andet forben, men hverken smeden eller dyrlægen kunne  se tegn på forfangenhed. Jeg havde dog alligevel en mistanke. Men eftersom hun ikke var forfangen og da årstiden ikke var den mest optimale for at teste, aftalte jeg med dyrlægen at se tiden an. 

Ved dyrlægebesøget oplevede jeg at hesten fik ”milde” kramper. Hun gik i panik under tandraspning, rejste sig og gik bagover. Da hun kom op igen, væltede hun rundt og havde svært ved at stå på benene. Vi undrede os over reaktionen, men i første omgang henledte det ikke tankerne på PPID. Og nu var mistanken om forfangenhed ligesom blevet afkræftet. Forfangenheden viste sig dog i hovene senere, men om det var et nyt tilfælde, eller om det stammede fra de første haltheder, er uvist. 

 Lubba før behandling:

De efterfølgende uger oplevede jeg flere og voldsommere krampeanfald ved den mindste smule stress, for eksempel ved fodertid eller hvis jeg tog en anden hest ud af folden. Hun væltede omkuld, lå på siden og krampede i 10-20 sekunder og rejste sig så op for at gå ind og æde. Hver gang troede jeg at den var ved at dø. En dag væltede hun oven i en pæl, den knækkede og hun havde næsten spiddet sig selv. Situationen var nu så uholdbar, at hun var til fare for sig selv og os omkring hende. Jeg sled næsten google op i den periode og jeg begyndte mere og mere at mistænke PPID da det også, i sjældne tilfælde, kan forårsage neurologiske symptomer.

En aften i januar sidder jeg på folden med mine frustrationer og min pandelampe i mørket. Jeg bemærker hvordan de små fluer flokkedes omkring min gamle hoppe men ikke de andre. Og lige dér kom jeg i tanke om, at jeg engang havde hørt en anekdote om, hvordan fluerne gerne samles omkring de syge heste. Det var dér, det ligesom gik op for mig, at den var gal.  

Lubba marts 2016:

Jeg tog kontakt til en ny dyrlæge, som undersøgte hende for PPID. ATCH –tallet var lidt over 320 og pludselig faldt alle brikkerne på plads. Hun startede på medicin med en ½ pille daglig, men ikke uden bivirkninger. Hun ville ikke spise, hun var tynd og deprimeret og det var svært at få pillerne i hende.

Jeg var tæt på at opgive og al kreativitet blev iværksat med polo-pastiller, revet æble og mash. Så måtte sukker være sukker, de tabletter SKULLE i hende!  Ny blodprøve viste at ATCH pål lidt over 50, så der VAR en effekt, men dosis var ikke høj nok og hun blev sat op til 1 tablet. På det tidspunkt var hun lige begyndt at spise lidt igen, men den øgede dosis sendte os tilbage til start.

Efter et par uger tog jeg den svære beslutning om aflivning og dyrlægen var her og stod med sprøjten klar. Men lige den dag var ponyen i hopla, så dyrlægen rådede mig til at give hende lidt mere tid. Og det var som om at det hele vendte den dag. For pludselig kom appetitten og musklerne igen, hovene blev sundere og hun indtog atter lederpositionen i flokken. 

Lubba november 2016:

 

Tilvænningsperioden var lang og sej, men forvandlingen det seneste år er fantastisk. Lubba er muligvis en af de dyreste foldbumser i Jylland, men med medicin, den rigtige fodring og management, trives hun og er idag en helt anden hest uden anfald!  Jeg håber der er mange gode år tilbage i hende endnu, men vi tager én dag af gangen. Så mit bedste råd til alle dem, der er lige ved at opgive behandlingen pga bivirkninger må være: gi´det lige et par dage mere :-) 

Hilsen Mie